Hvorfor lige Randers?

Randers Regnskov ligger ud til Gudenåen.

Tre 9.-klasseelever fra Fyn var så venlige at levere nogle slangord. Gode ord som WINGMAN, WINGWOMAN, GURLS (dvs. girls), FUCKBOY, TRÆLLEREN (træls) – og så RANDERSTYPE. Søgninger på nettet viser, at en RANDERSTYPE er en tabertype, lidt ligesom BRIAN og CONNIE.

Men hvorfor lige Randers? Er det mon opfundet i den nærmeste større by, Århus? Amager har også et lidt blakket ry inden for slang (LORTEØEN – men nu også ØNSKEØEN!) ligesom Ishøj (ISHØJPALME). Hvor kommer generaliseringen om Randers fra? Hvem har et bud på det?

Ministre med øgenavne

Fra Kongens Nytorv i København.

Mange offentlige personer får øgenavne. Blandt ministrene er det især dem, der har de mest prestigefulde ministerposter eller har gjort sig uheldigt bemærket.

Et øgenavn er et navn, som bruges i stedet for en persons rigtige navn. Øgenavne er nedsættende eller drillende i modsætning til kælenavne, der er venligt eller kærligt ment, fx FIE for Sofie.

I regeringen Lars Løkke Rasmussen II (fra 2015):

LILLE-LARS FRA GRÆSTED: statsminister Lars Løkke Rasmussen.

HJORTEN, ROTTWEILEREN: finansminister Claus Hjort Frederiksen.

KRISTIAN KEDELIG FRA HEDEN: udenrigsminister Kristian Jensen.

BERTEL BIMS: kultur- og kirkeminister Bertel Haarder.

TROLEX: erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (fik engang et Rolex-ur af en sheik fra Qatar).

STØJSENDEREN: integrationsminister Inger Støjberg.

KEMISKE KAREN: social- og indenrigsminister Karen Ellemann (en glemt sag om import af giftigt kemikalieaffald).

SPØRGE-ELLEN: undervisningsminister Ellen Trane Nørby (stillede engang et stort antal spørgsmål til kulturministeren).

I regeringen Helle Thorning-Schmidt II (til 2015):

GUCCI-HELLE, HELLE EROBREREN: statsminister Helle Thorning-Schmidt.

MARGRETHE DEN TREDJE: økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

VILLY SØVNGÆNGER: udenrigsminister Villy Søvndal.

DON CORYDONE: finansminister Bjarne Corydon.