slang
Slang er uformelle ord og udtryk med legende og ekspressivt præg. Slang tilhører især talesproget og er alment kendt og udbredt i modsætning til argot og jargon.
ETYMOLOGI Ordet slang kommer af engelsk, af usikker oprindelse, måske beslægtet med dansk slænge.
Slang er ikke et selvstændigt sprog, men et stiltræk, der signalerer uhøjtidelighed, undertiden i retning af det vulgære, jf. strømer over for politibetjent eller kradse af over for dø eller det mere højtidelige sove ind.
Slang kan spille på lighed i begrebsindhold, fx bolden for hovedet, og lighed i udtryk, fx vipski for whisky og ministerpølse for medisterpølse. Slang omfatter også afkortede ordformer, fx uni for universitet og døgner for døgninstitution eller døgnkiosk, i sidste tilfælde tilføjet den produktive endelse -er.
Slang, der især betegner kropsfunktioner, ikke mindst sex og fødeindtagelse og andre dagligdags fænomener, bruges mere af mænd end af kvinder, mere i byerne end på landet, og formentlig mere af unge end af ældre og mere i lavere end i højere sociale lag. Slang kan derfor signalere gruppetilhørsforhold.
Slang udtrykker ofte negative holdninger og fordomme, bl.a. inden for køn og race, fx tyr for mand, dåse for kvinde og fejlfarver for indvandrere. Men slang kan også fungere sprogligt fornyende, fx det er (dingle) fedt eller det er (bare) fast arbejde om noget (virkelig) godt. De sidste udtryk er eksempler på, at slang tit afspejler en bestemt periode, her 1970’erne.
Slangudtryk har ofte kort levetid, og der kommer ustandselig nye ord og vendinger til. Derved bliver slang én af kilderne til sproglig fornyelse, og nogle slangudtryk bliver hængende i sproget. Således har fedt med betydningen godt eksisteret siden 1960’erne, og oprindelige slangord som knallert og bøsse er også blevet en del af det almindelige sprog.
Ole Kongsdal Jensen: slang i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 14. august 2021 fra https://denstoredanske.lex.dk/slang
jargon
Jargon er indforstået sprogbrug i en mindre kreds, fx en klike eller en familie. Ordet bruges ofte med nedsættende betydning om fx politikerjargon.
ETYMOLOGI fra fransk jargon, egentlig ‘pludren’, af uvis oprindelse, måske lydmalende
OGSÅ KENDT SOM gruppesprog
Ole Kongsdal Jensen: jargon i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 14. august 2021 fra https://denstoredanske.lex.dk/jargon
argot
Argot er bestemte faggruppers uofficielle særsprog.
ETYMOLOGI Argot kommer fra fransk argoter ‘snakke argot’, dannet af argo, fransk studenterslang for latin ergo ‘altså, følgelig’.
Argot er afvigende, ofte fantasifulde betegnelser for mere almindelige forhold, ord og udtryk, der ikke kendes af udenforstående og derfor giver en indforstået fortrolighed blandt fagfæller. Fx er horeunge ‘linje, der slutter øverst på en side’, oprindelig typograf-argot, men er nu nok mere almindeligt kendt, og lejfig ‘god’ er gammel cigarmager-argot. Dette ord har primært overlevet i fynske dialekter.
Argot skal skelnes fra slang, der har en mere almen udbredelse, og fra jargon, der bruges af en mere snæver gruppe, fx af en familie eller en kunstnerkreds (som den berømte Bakkehusjargon). Disse tre begreber er dog vanskelige at afgrænse indbyrdes.
I Frankrig var argot oprindelig forbrydernes frisprog, men begrebet står nu for dagligsprogets slang; der er udtrykket almindeligt brugt, mens det på dansk næppe bruges meget uden for sprogfolks kreds.
Ole Kongsdal Jensen: argot i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 14. august 2021 fra https://denstoredanske.lex.dk/argot