Den Store Danske Encyklopædi (2019)

slang, uformelle ord og udtryk med legende og ekspressivt præg. Slang tilhører især talesproget og er alment kendt og udbredt i modsætning til argot og jargon.

Slang er ikke et selvstændigt sprog, men et stiltræk, der signalerer uhøjtidelighed, undertiden i retning af det vulgære, jf. strømer over for politibetjent eller kradse af over for eller det mere højtidelige sove ind.

Ordet slang kommer af engelsk, af usikker oprindelse, måske beslægtet med dansk slænge.

Slang kan spille på lighed i begrebsindhold, fx bolden for hovedet, og lighed i udtryk, fx vipsky for whisky og ministerpølse for medisterpølse. Slang omfatter også afkortede ordformer, fx uni for universitet og døgner for døgninstitution eller døgnkiosk, i sidste tilfælde tilføjet den produktive endelse -er.

Slang, der især betegner kropsfunktioner, ikke mindst sex og fødeindtagelse og andre dagligdags fænomener, bruges mere af mænd end af kvinder, mere i byerne end på landet, og formentlig mere af unge end af ældre og mere i lavere end i højere sociale lag. Slang kan derfor signalere gruppetilhørsforhold; se også sociolekt og gruppesprog.

Slang udtrykker ofte negative holdninger og fordomme, bl.a. inden for køn og race, fx tyr for mand, dåse for kvinde og fejlfarver for indvandrere. Men slang kan også fungere sprogligt fornyende, fx det er (dingle) fedt eller det er (bare) fast arbejde om noget (virkelig) godt. De sidste udtryk er eksempler på, at slang tit afspejler en bestemt periode, her 1970’erne.

Slangudtryk har ofte kort levetid, og der kommer ustandselig nye ord og vendinger til. Derved bliver slang en af kilderne til sproglig fornyelse, og nogle slangudtryk bliver hængende i sproget.

Således har fedt med betydningen godt efterhånden over 30 år på bagen, og oprindelige slangord som knallert og bøsse er blevet en del af det almindelige sprog.

jargon, (fra fr., af uvis oprindelse, måske lydmalende), gruppesprog, indforstået sprogbrug i en mindre kreds, fx en klike eller en familie; bruges ofte med nedsættende betydning om fx politikerjargon. Se også argot, fagsprog og slang.

Ole Kongsdal Jensen: jargon i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 3. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100835

argot, (fr., af omstridt oprindelse), bestemte faggruppers uofficielle særsprog. Argot er afvigende, ofte fantasifulde betegnelser for mere almindelige forhold, ord og udtryk, der ikke kendes af udenforstående og derfor giver en indforstået fortrolighed blandt fagfæller. Fx er horeunge ‘linje, der slutter øverst på en side’, oprindelig typograf-argot, men er nu nok mere almindeligt kendt, og lejfig ‘god’ er gammel cigarmager-argot.

Argot skal skelnes fra slang, der har en mere almen udbredelse, og fra jargon, der bruges af en mere snæver gruppe, fx af en familie eller en kunstnerkreds (som den berømte Bakkehusjargon ). Disse tre begreber er dog vanskelige at afgrænse indbyrdes.

I Frankrig var argot oprindelig forbrydernes frisprog, men begrebet står nu for dagligsprogets slang; der er udtrykket almindeligt brugt, mens det på dansk næppe bruges meget uden for sprogfolks kreds. Se også slang.

Ole Kongsdal Jensen: argot i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 3. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39977