Ungdommen vilde ikke være ung, om dens Sprog ikke adskilte sig fra de ældres, om det ikke var isprængt de friske og træffende Ord, de drastiske og tidt saare anskueliggørende Udtryk og Billeder, som det lykkeligvis er. (s. 731).
Hvad vi hidtil har beskæftiget os med har udelukkende været Argot; vi vender os nu mod en anden Slags Særsprog, som man almindeligvis betegner med det engelske Ord Slang, hvorved man forstaar en fra det saakaldt ”dannede” Sprog i Reglen bevidst afvigende Udtryksmaade, som særlig ynder at bruge Ord og Vendinger, der paa en eller anden Maade udtrykker noget drastigere, for det meste ogsaa morsommere og mere rammende end Rigsmaalets sædvanlige Ord. I Modsætning til Argoten er Slang Fælleseje for alle Samfundslag, selv om der meget vel kan være en Del Forskel i de forskellige sociale Klasser. Ofte er Slangudtrykkene opstaaet i Samfundets laveste Lag, hvilket netop bevirker, at de ofte kan være saa dejligt saftige og usnerpede. (s. 733-734).
Gunnar Skov: Klassesprog og Slang. Frem A1, 1925, s. 731-735.