… bogens slang [dvs. i romanen Den kroniske uskyld, 1958] er bevidst forsynet med turbo og stiliseret, men der er ingen tvivl om, at vi talte sådan, for i puberteten er den sproglige opfindsomhed stor og brugen af slang og kraftudtryk et bevidst-ubevidst forsøg på at lægge afstand til voksensprogets ”finhed” og til dannelsen i det hele taget, fordi den opfattes som kunstig, skabagtig eller undertrykkende.
Enhver generation har sit sprog, og der skal næppe mere end ti år til, før det virker forældet. Jeg gad høre nogen i dag bruge udtryk som ”fjong” eller ”fister” eller ”høbsbøbberjøbs” (som tegneseriehelten svajer-Karl sagde i fyrrerne) – folk ville trække overbærende på smilebåndet eller give én fuck-fingeren, ja hvad er egentlig en ”svajer” ville mange sikkert spørge … (s. 6).
Klaus Rifbjerg: Op og ned med sproget. Sprog & Samfund 4/2001, s. 4-7. Takketale for Modersmål-Prisen.